tjek-akasse

Hvad er en a-kasse?

A-kasse er en forkortelse for arbejdsløshedskasse. En a-kasse fungerer som en form for forsikring til dem, som går hen og bliver arbejdsløse på et tidspunkt i deres liv. Man betaler et fast kontingent hver måned, imens man er medlem. Skulle det gå hen og ske, at et medlem bliver ledigt, er man sikret dagpenge i den periode, man er arbejdsløs. Det er en arbejdsløshedsforsikring for dem, som bliver ledige, så de er sikret en indkomst, indtil de igen kommer i arbejde.

Med andre ord er en a-kasse altså medlemmets sikkerhedsnet, hvis man skulle være så uheldig at blive arbejdsløs. Man er sikret en indkomst imens man søger nyt arbejde, så man ikke eksempelvis risikerer at stå og ikke kunne betale sine regninger mm.

A-kassens historie

Den første a-kasse blev dannet i 1907, så der har altså eksisteret a-kasser i mere end 100 år. Arbejdsløshedskasseloven er dateret til d. 9. April 1907, og der står bl.a. i den, at medlemmerne af foreningerne skal, ved bestemte bidrag, sikre hinanden og give gensidig hjælp i tilfælde af arbejdsløshed.

Danskerne var allerede fra 1849, jf. Grundloven, sikret ret til offentlig hjælp, hvis man ikke kunne forsørge sig selv. Dengang var a-kasse en offentligt støttet forsikringsordning rettet mod arbejdsløshed. Den fik ud fra et princip om, at de enkelte medlemmer selv skulle bidrage, mens det offentlige ydede tilskud dertil. Det var dog ikke velset at modtage økonomisk hjælp fra det offentlige, da det dengang også medførte tab af rettigheden til at stemme eller gifte sig.

Sådan er det dog - heldigvis - ikke længere. Ifølge AK-Samvirke, som er en brancheorganisation for danske a-kasser, var der pr. 1. Januar 2016 2.037.000 dagpengeforsikrede medlemmer af a-kasser i Danmark. Det er eksklusiv de kontingentfritagede medlemmer, dvs. dem, som har gratis medlemskab. Der var 134.0000 kontingentfritagede medlemmer.